Som at tale med Gud!

Den første dag i Petra forsøgte vi at gå igennem en tunnel. Vi nåde knap nok i nærheden af tunnelen før vi blev stoppet, og fik at vide at det måtte man ikke uden en guide. Dagen efter forhørte vi os om en guide til turen, og fik at vide at hvis vi gik bagvejen i stedet, ville vi ikke blive stoppet, og så kunne vi spare 50 JD (ca. 375 kr) Han forklarede hvordan vi fandt indgangen, og at vi skulle holde til højre og bestemt ikke skulle gå mod venstre.

Vi fande uden problemer frem til stedet, og påbegyndte tunnelturen bagfra. Tunnellen er en smal klipperevne, hvor der indimellem er forhindringer på op til et par meter. Så vi asede og masede derudaf i ca en times tid før det gik op for os, at vi var gået i den retning vi bestemt ikke skulle være gået i. Der stod vi så med valget om at forsøge at komme videre og håbe at det var muligt at skaffe en taxi for enden eller vende om. Tiden pressede os også da vi gerne ville være tilbage inden det blev mørkt, og Maria og Marie havde bestilt tid til Tyrkisk bad.

        

 

Vi besluttede at gå videre og bad Gud om at han ville give os en klar og tydelig mavefornemmelse, hvis vi skulle vende om. Vi nåede knapt at få sagt amen, før der foran os stod en klippemur vi umuligt kunne komme over. Vi kiggede lidt chokeret på hinanden og vendte om. Men som de typiske tvivler vi mennesker er, måtte vi lige afprøve Gud endnu engang, og gik i samme retning som før ind af en anden sprække. Igen mødte vi den umulige klippevæg. Vi sagse pænt undskyld, og gik i stedet hele vejen tilbage.

Jeg tror aldrig, jeg før har fået et så klart og hurtigt bønnesvar. Det var næsten som om han gik lige ved siden af os, og vi kunne tale med ham som med hinanden.