onsdag den 5. december 2012

Advent...

Jul... - Advent... - Hvad tænker du når du hører disse ord?

Er det julemand, nisser, engle, mad, julekalender, hygge, glæde, ensomhed, sorg, smerte,  juletræ, lys, adventskrans, den stor kasse med julepynt, æbleskiver, gaver eller noget helt andet?


Jeg tror at for mange er julen en tid hvor alle skal være glade og gode ved hinanden, hvor alle skal have det godt, og hvor vi glæder hinanden med gaver og hygger os sammen. Men for nogen er det en tid men stor smerte, sorg og ensomhed. Måske netop fordi de ikke har nogle omkring sig de kan dele disse danske juletraditioner med.


Jeg må indrømme at jeg rigtig godt kan lide al hyggen omkring dansk jul, og jeg elsker gaver, men ofte ville jeg ønske den var helt anderledes. At julekalender, juletræ, gaver, julepynt m.m blev afskaffet, så julen kunne handle om det der virkelig betyder noget. 
At det ville være en tid hvor vi kan glædes over mindet om Guds kæmpe store kærlighedserklæring til os. Det at han blev menneske og bosatte sig iblandt os. Julen burde være fyldt af taknemmelighed over at den nat Jesus kom til jorden var den nat hele Guds frelsesplan for os mennesker blev påbegyndt. Jesus blev født ind i denne verden for at lære os om Guds kærlighed til os gennem undervisning, og han kom for at blive pint, plaget og slået ihjel for at åbne en vej hjem til Gud, for alle os egoistiske og selvoptagede mennesker.


Julen burde handle om at give denne kærlighed vi har fået fra Gud videre til mennesker omkring os der virkelig trænger til den.